Thailandske Stegte Ris Med Kylling (Khao Pad)
Updated: 11/29/2011 10:36 PM

Stegte ris med kylling, rejer eller hvad man nu lige har lyst til, er Asiens svar på biksemad. Man bruger en rest ris samt det kød og de grøntsager, man nu engang har ved hånden og smider det hele i en wok. Der steges, krydres og lidt efter står man med super lækker mad.

Opskriften her er, som de fleste andre thailandske opskrifter her på siden, fra min thailandske mor. Den er nem at gå til, og fyldet kan varieres i en uendelighed. Jeg foretrækker den med nedenstående ingredienser, men små blomkålsbuketter skåret i tynde skiver og stegt, så de stadig er sprøde, er nu også godt i denne ret.

Opskriften tager virkelig ingen tid at lave, så længe man har den kolde ris klar til brug. Laves der mad med ris aftenen før, så sørg endelig for at koge rigeligt, da denne ret så kan laves på omkring 20 minutter. Derfor er det perfekt mad på en travl hverdagsaften, eller i mit tilfælde nu hvor jeg skriver hovedopgave og derfor ikke har nær så meget tid til at lave mad.

I opskriften bruger jeg ikke salt, da fiskesaucen udgør det salte element. Det er oftest sådan, man krydrer maden i Thailand og andre asiatiske lande. Fiskesauce kan findes i de fleste større supermarkeder sammen med soya og andre asiatiske ingredienser. Har man ikke brugt fiskesauce før, så skal man endelig ikke lade sig skræmme af lugten. Det smager virkelig godt i denne type mad.

Server den eventuelt sammen med agurkeskiver, ekstra forårsløg, koriander og fiskesauce blandet med lidt sukker og grofthakket chili. Det er sådan, man serverer retten i Thailand.

Opskriften passer til cirka fire personer.

Ingredienser
400 g kyllingefilet skåret i tynde strimler
125 g babymajs
2 forårsløg
1 løg
2 tomater
2 æg, let pisket
2 fed hvidløg
1 dl olie
1 spsk mørk soya
2 spsk ketchup
5 spsk fiskesauce
1 tsk sukker
0,5 tsk hvid peber
4 kopper kold, kogt ris jasminris
1 lime

Løg og tomater skæres i både, og babymajs skæres i skrå skiver. Forårsløg skæres i cirka to centimeter lange stykker, og hvidløgsfed hakkes.

Varm halvdelen af olien i en wok, og svits det hakkede hvidløg heri, indtil det begynder at tage farve. Tilsæt så kød og steg, indtil det næsten er gennemstegt. Tilsæt løg og babymajs, og steg yderligere et par minutter, inden indholdet i wokken skubbes ud til siden, resten af olien tilsættes, og de to let piskede æg hældes på og blandes med resten.

Efter et par minutter tilsættes den kolde ris sammen med soya, ketchup, fiskesauce, sukker og hvid peber. Rør det hele sammen, og smag til med mere fiskesauce, peber eller sukker hvis nødvendigt.

Drys med forårsløg, og server straks sammen med lime- eller citronbåde samt ekstra fiskesauce til at krydre med ved bordet.

TIP: Prøv også retten med kinarejer eller svinekød i strimler. Begge dele passer lige så godt i retten som kylling.



Url to this pages:
http://nade.dk/web/nade/site.nsf/FramesetHP?readform&wmain=files/Thailandske_Stegte_Ris_Med_Kylling_Khao_Pad