Idræts Og Integrationsprojekt Gam3
Updated: 08/08/2006 02:05 PM

Streetbasket: Gadeintegration med effekt

Fra maj måned har Mjølnerparken på Nørrebro igen del i de pumpende hiphop-rytmer, den professionelle streetbasket-træning og det pligtfri samvær, som er tilbudet til unge i landets hårdest belastede boligkvarterer, når GAM3 tager hul på sin femte opsøgende sæson.

Efter devisen ”Hvis unge i socialt belastede kvarterer ikke vil komme til den organiserede idræt, så må den organiserede idræt komme til de unge”, har det prisbelønnede idræts- og integrationsprojekt GAM3 siden 2002 aktiveret storbyens rødder ved at bruge deres egne udtryksformer: street-basketball og hiphop-musik.

Fra maj til august afvikles GAM3 i 17 såkaldte GAM3 Zones – udsatte boligområder som Mjølnerparken, Vollsmose og Gellerup.
Hvert kvarter udstyres med etnisk blandede træner-teams, basketudstyr og kæmpe hiphop-boomblastere, og forvandler med ugentlige streetbasketball-træninger sommeren igennem de lokale asfaltbaner til GAM3 Zones – hvor alle unge, uanset hudfarve og basket-evner, inviteres til at komme og spille med.

I år er Nørrebro og Mjølnerparken med for femte gang. Fra den 3. maj er streetbasket-banerne ved DSB-arealet udnævnt til GAM3 Zone, med fast træning alle onsdage kl. 17-18.30. Coaches er Nadeem Ahmad og Marko Sladoje.

GAM3 er integration på gadeplan, der giver resultater. Sidste år havde de landsdækkende GAM3-aktiviter over 3.000 deltagere og heraf havde 2/3 anden etnisk baggrund end dansk. En effektmåling foretaget i københavnske basketball-klubber i 2004 viser, at for hver 10. drenge-ungdomsspiller har deltagelsen i GAM3 haft betydning for, at de har meldt sig ind i en basketball-klub.
Også mange af de lokalområder, der lægger asfalt til projektet, melder tilbage om gavnlige effekter: Mindre ballade og større tryghed.

»Albertslund Nord har haft et dårligt ry blandt unge, og mange har været bange for at færdes i området. Et af målene med at få GAM3-projektet til Albertslund, har været at ændre dette. Og ved at tiltrække unge fra hele kommunen til sidste års succesfulde streetbasketball-træninger, er der i dag langt flere, som tør cykle og gå igennem området,« fortæller Kristian Skow Hopp fra SSP i Albertslund.

»Vores erfaringer viser, at det kan lykkes at få fat i unge indvandrere, der ellers ofte står uden for de traditionelle idrætsforeninger. Respekt er et kodeord. Vi kommer ud, hvor de unge selv bor og færdes, og møder dem på gadeplan på deres egne præmisser. Vi taler deres sprog og kommer med deres musik - og det motiverer,« siger Simon Prahm, projektleder i GAM3.

På Nørrebro gennemføres GAM3 i samarbejde med Sjakket ITE, Klub 36 samt 3F Lager, Post og Service – og med støtte fra Integrationsministeriet, Københavns Kommune og en række kommercielle sponsorer.


Url to this pages:
http://nade.dk/web/nade/site.nsf/FramesetHP?readform&wmain=files/Idraets_Og_Integrationsprojekt_Gam3