• ANTI-TERRORISME
• ANTI-TERROR
• ANTI-TERROR LOV PAKKEN
• LOV OM UDLEVERING AF LOVOVERTRÆDERE
• UDLÆNDINGELOVEN
• STRAFFELOVEN
• RETSPLEJELOVEN
• UDVIDEDE EFTERFORSKNINGSMULIGHEDER
• EFTERFORSKNINGSSKRIDT

Vi må sætte hårdt mod hårdt. Det er det eneste sprog de forstår.

Således sammenfattede den konservative partileder Bendt Bendtsen under valgkampen i oktober 2001 de fleste partiers holdning til terror og terrorister. Da venstre og de konservative efter valget i november måned samme år dannede regering med støtte fra Dansk Folkeparti fulgte de ordene op med handlinger.

Først afsendtes ca. 100 soldater fra Frømandskorpset og Jægerkorpset på en 5-6 måneders indsats i Afghanistan. Så fulgte mineryddere og ingeniører, og fra oktober måned 2002 deltog danske F-16 fly i krigen derovre. De har base i den centralasiatiske, tidligere sovjetrepublik Kirgisistan, hvor der i alt er udstationeret ca. 200 danske soldater. Efter et år derude trækkes enhederne nu hjem og piloterne nåede at deltage i otte bombninger i Afghanistan… Danmark deltager altså i en angrebskrig. Den findes der ikke hjemmel for i nogen FN- eller Sikkerhedsrådsresolution, og er således i strid med de pæne ord i FN-pagten og andre folkeretsbestemmelser. Men regeringen har baglandet (Folketingsflertallet) i orden. Socialdemokraternes fyrede statsminister bebudede jo også før valget, at Danmark følger USA hele vejen . . .

Den 20. marts i år fulgte så det amerikanske og engelske angreb på Irak, som den danske regering fulgte op med en krigserklæring fra udenrigsministeriet, hvori det bl.a. hed: Danmark deltager i en krig imod Saddam Husseins regime i Irak. Dagen før havde et snævert flertal i Folketinget givet grønt lys for regeringens eventyrpolitik. Hverken USA eller Storbritannien har formelt erklæret krig, de meddelte blot at de deltager i en militær aktion . . .

Erklæringen efterfulgtes af udsendelse af et par små flådefartøjer, og senere af 410 danske soldater og nogle civile embedsmænd og nogle få politifolk. Danmark var (er?) atter i krig, efterfulgt af en status som værende en lille del af besættelsesmagten. Ganske upopulært hjemme, og uden opbakning af FN.

Det at Danmark er (var ?) i krig kan i sig selv få betydning for retstilstanden i Danmark. Andre paragraffer træder i kraft fordi vi er blevet et krigsførende land. F.eks. risikerede man op til 16 års fængsel hvis man ydede råd eller anden hjælp til Saddam Hussains væltede regime. Propaganda for hans styre var i fredstid lovlig, men kan/kunne under krigen straffes som bistand til fjenden. Problematikken var imidlertid højst teoretisk, da Saddam Hussain-tilhængere i Danmark er nok så begrænset i antal.

På en anden måde, på den hjemlige front har regeringen og folketingsflertallet sat hårdt mod hårdt ved at udarbejde en række love og lovændringer. Foranstaltningerne er blevet karakteriseret ved, at Danmark er som gået i retspolitisk panik som led i terrorbekæmpelse og udlændingefrygt.

• Udleveringsloven er strammet
• Udlændingeloven er skærpet gennem vedtagelsen af udlændingepakken
• Undervejs har vi også fået en voldspakke, der betyder betydelig højere strafferammer for en række voldshandlinger
• Rocker-loven der tillader en vis brug af civile agenter fra de kriminelle miljøer
• Og så har vi i 2002 fået en anti-terror lov pakke, som denne artikel især handler om.
  

Den stadige indførelse af ny teknologi og globaliseringen gør ikke problemerne mindre. Der har i mange år bestået en modsigelse mellem den mangel på sikkerhed som de nye former for kriminalitet, terror og krige har udløst, og så den evige stræben efter lov og orden – både i og mellem de enkelte stater.

Det har medført en optrapning af alle mulige sikkerhedsforanstaltninger. Hvilket igen medfører et stort pres på borger- og frihedsrettighederne – i den udstrækning de nu findes i de enkelte stater.

I kølvandet på terrorattentaterne den 11. september 2001er der både nationalt og internationalt blevet gennemført en række foranstaltninger, der i betænkelig grad øger dette pres. Adskillige kommentatorer og eksperter advarer mod, at ”krigen mod terror” i form af kontrol, aflytning og anden beluring, kan udvikle sig til at blive en lige så stor trussel mod vor frihed som terrorisme.

Det gælder også for Danmarks vedkommende. Anti Terror Pakkens forlæg var udarbejdet på foranledning af den socialdemokratiske og radikale regering. Efter forskellige høringsrunder fremsatte den nuværende regering de oprindelige forslag i let modereret form og Folketinget vedtog derefter anti-terrorpakken lige før sin sommerferie i 2002.

Senest har regeringen i sit nyeste finanslovsforslag lagt op til endnu mere ”lov og orden” i Danmark. Samtidig er jagten gået ind på virkelige og formodede islamiske terrorister. Både Hizb ut-Tahrir, al-Muhajiroun, Al Aqsa, Hamas og Said Mansour fra Al Nur Islamic Information er på mediernes og myndighedernes sigtekorn. Samtidig rejser PET-folk rundt til landets højere læreanstalter for at opbygge et kildenet til overvågning af studerende med en mistænkelig adfærd eller specielle interesser. To danske statsborgere sidder fængslet i henholdsvis Marokko og på den amerikanske Guantanamo base, dømt henholdsvis sigtet for medvirken til terrorisme.

Der har gennem tiderne ikke været megen terror i Danmark når der ses bort fra den nazistiske terror under besættelsen (1940-45). Det første spæde terrorberedskab opstod for mere end hundrede år siden. Dengang var medlemmer af den danske kongefamilie indgifte i andre fyrstehuse, og de og deres familier besøgte ofte det danske hof. Nogle af dem krævede ekstra beskyttelse, især medlemmer af den russiske zar-familie der var bombemål for russiske anarkister. Samtidigt bekæmpede politiet indædt de første socialister og deres organisationer. Senerer fulgte bekæmpelsen af syndikalister og bolsjevikker/kommunister. Politiets og dets anti-terrorvirksomhed og kamp mod undergravende virksomhed har således en mere end hundredårig tradition, og oprustningen efter den 11. september 2001 har altså en lang historie bag sig.

På den anden side har det mere moderne terrorberedskab i Danmark kun en ca. 30-årig historie. Det blev opbygget i 1970´erne som følge af væbnede aktioner i udlandet begået af palæstinensiske organisationer (især flykapringer) og det nordirske IRA (især bombesprængninger), samt de blodige begivenheder omkring byguerillaen i Vesttyskland og Italien. Bl.a. politiets anti-terrorkorps stammer fra dengang, og det internationale anti-terror samarbejde foregik

efterhånden – fra 1975 – i det såkaldte TREVI-regi. Det afløstes i 1993 af andre former (bl.a. EUROPOL) som følge af vedtagelsen af Maastricht-aftalerne. I 1977 kom den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, der senere er blevet fulgt op af flere FN-, EU- og andre internationale bestemmelser. Efter bombe-attentaterne mod jødiske og israelske mål i København i 1985 og mordet på den svenske statsminister

Olof Palme i 1986 blev det danske terrorberedskab kulegravet. Nuværende chefpolitiinspektør Kai Vittrup, der fdor tiden er udsendt til Irak som rådgiver, gjorde på et tidligere tidspunkt tjeneste som en af Rigspolitiets terroreksperter. I 1989 udtalte han i et af sine foredrag om terror:

”Dette politiets beredskab må først og fremmest være troværdigt. Troværdigt i den forstand, at beredskabet har den nødvendige kapacitet og kapabilitet til at sætte magt bag ”terrorlovgivningen”og de politiske beslutninger. Beredskabet - eller magtapparatet om man vil – skal altså være troværdigt. Og er det så det i dag? Mit svar må blive et klart og entydigt JA”.

Terrorangrebene i USA for to år siden gav selvfølgelig anledning til en yderligere oprustning på området. Politiets Efterretningstjeneste, PET, fik i første omgang flere resurser: 50 mil. Kr. til 80 nye stillinger. Og både PET og Forsvarets Efterretningstjeneste, FA, fik bevilliget penge til ny teknologi.

De lovmæssige tiltag mod terrorisme blev vedtaget af Folketinget i 2002, bl.a. på basis af FN- og EU-beslutninger. Det centrale i den hjemlige ”kamp mod terrorismen” er det lov kompleks, der går under navnet Anti-terror pakken. Den består i en række ændringer af - og tilføjelser til - allerede eksisterende love ( Især straffeloven, retsplejeloven, udsendelsesloven og udlændingeloven).

De vigtigste ændringer er:

• Øget kontrol af udlændinge. De kan nemmere udvises og evt. udleveres, og asylansøgere kan lettere afvises.
• Politiet har fået bedre efterforskningsmuligheder.
• Det er strafbart at indsamle eller på anden måde formidle penge til organisationer, der støtter eller udøver terror.
• I den forbindelse er det blevet nemmere at indefryse og beslaglægge penge, og skride ind mod hvidvaskning.
• I straffeloven er der indført en terrordefinition.
  

Til januar i 2004 træder aftalen om EU´s fælles arrestordre i kraft i hele EU. Danmark tiltrådte aftalen allerede i juni 2002. Det betyder for vort vedkommende at mistænkte danske statsborgere snart kan udleveres til strafforfølgning uden for Norden, til andre EU-lande.

Den umiddelbare anledning til arrestordren var terrorangrebet den 11. september 2001, men forslaget havde været længe undervejs i EU bureaukratiet. Optrapningen i terrorbekæmpelsen fik aftalen hurtigt igennem i de europæiske parlamenter. Kriterierne i aftalen er sat så lavt at personer der mistænkes for selv mindre lovovertrædelser kan udleveres hvis de har boet i det pågældende EU-land i mindst to år før den formodede lovovertrædelse fandt sted. Ellers er betingelsen for udlevering, at den formodede gerning efter dansk lovgivning kan straffes med fængsel i mere end fire år. Aftalen retter sig ikke kun mod terrorhandlinger, men er generel og handler om alle formodede lovovertrædelser der opfylder en af ovennævnte betingelser. Der kan nu udleveres danske statsborgere uden at det bliver undersøgt hvad bevisgrundlaget mod dem er.

Den første udleveringssag handler om en sigtelse for bedrageri. En dansk jurist og forretningsmand sigtes af de britiske myndigheder for bedrageri i millionklassen, og blev begæret udleveret. Det gav Justitsministeriet grønt lys for, og det samme gjorde retten på Frederiksberg her i september måned. Den pågældende person er dog ikke udleveret endnu, da afgørelsen er anket til Østre Landsret.

Kommentar

Gennem vedtagelsen af den fælles arrestordre bryder EU-landene med en af borgernes mest grundfæstede rettigheder. Det var f.eks. indtil Folketingsvedtagelsen af loven i juni 2002 direkte forbudt at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning uden for Norden. Både domstolene, politiet og anklagemyndigheden var modstandere af arrestordren, men politikerne gennemførte den alligevel på trods af muligheden for at sige nej med henvisning til Danmarks forbehold på det retlige område. Loven kan da ses som et skridt hen mod den glidebane, der skal indføre yderligere retligt samarbejde i EU, jævnfør regeringens forslag om at et EU-land skal opfylde et andet EU-lands dom om at inddrive udbytte fra forbrydelser (ved f.eks. terrorisme).

Det er nemlig den rådende opfattelse i regeringen og blandt embedsmænd, at hvis Danmark ikke ophæver forbeholdene på forsvars- og retsområdet vil vi efter vedtagelsen af den ny forfatningstraktat ryge ud af det fælles EU-samarbejde mod terror, ud af EUROPOL f.eks.

Loven har som bekendt gennemgået stramning efter stramning hvis hovedformål er at hindre flest mulige flygtninge og asylansøgere i at komme til Danmark og begrænse familiesammenføringer mm. Dertil kommer ønsket om at mindske antallet af udlændinge der er kommet ind i Danmark ved forskellige foranstaltninger, forringede levevilkår og stavnsbinding, nemmere udvisning og udlevering, asylafslag, hjemsendelse mm. Dertil kommer en forringet retssikkerhed, bl.a. som led i jagten på ”islamister”. Et eksempel på sidstnævnte vedrører benyttelsen af fingeraftryksregistret over små 60.000 asylansøgere. Et sådant register blev oprettet i alle EU-lande som følge af Dublin-konventionen, og skulle hindre asylansøgere i at søge samtidig asyl i flere EU-lande. Tidligere havde politiet adgang til registret efter en dommerkendelse. Men med sidste års ændring af Udlændingeloven bestemmer politiet selv om de vil søge i registret. For, som integrationsminister Bertel Haarder har udtalt,

Vi skal undgå, at terrorister får asyl i Danmark. Og det letter politiets efterforskningsmuligheder, at man ikke skal omkring en dommer først. Den nuværende regerings stramninger af Udlændingeloven skyldes ikke blot hensynet til at vinde støtte fra Dansk Folkeparti. Ansvaret for de mange stramninger hviler tungt på de to borgerlige regeringspartier og Socialdemokratiet. De har svigtet i en humanitær kamp og logrer i takt med den indre svinehund.

I straffeloven blev der indføjet en ny formulering af § 114, kaldet ”terror-paragraffen”. Paragraffen ser nu således ud :

§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil livstid den, som ved forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:

1. Manddrab efter § 237.
2. Grov vold efter § 245 eller § 246.
3. Frihedsberøvelse efter § 261.
4. Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser af driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.
5. Kapring af transportmidler efter § 183 a.
6. Grove våbenlovsovertrædelser efter §192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.
7. Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse.

Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte fortsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.

Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte fortsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.

Efter den omformulerede § 114 indsattes:

114 a. Med fængsel indtil 10 år straffes den, som:

1. direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,
2. direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til eller
3. direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114.

Endvidere kom § 114 c og d som er skærpelse af straffe i forbindelse med ulovlig militær aktivitet og § 114 e som er strafskærpelse for overtrædelse af lovgivningen om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben m.v.

Kommentar:

Det ny er indførelsen af en definition af, hvad der forstås ved terrorisme. (Det er det kursiverede i ovenstående § 114). Prof., dr. jur. og tidligere justitsminister Ole Espersen har i en indsigelse kaldt terrorisme-definitionen dér som noget vag, ubestemt og elastisk. (En ”gummiparagraf”). Det bliver ikke bedre af, at det er justitsministeren (i yderste konsekvens et lille folketingsflertal), der beslutter om der skal rejses tiltale eller ej efter en paragraf, der kan give livsvarigt fængsel. Ole Espersen ville hellere have sikret anklagemyndighedens uafhængighed end få en politisk styret påtaleret, der meget nemt vil kunne blive afhængig af regeringens og folketingsflertallets farve. De kan oven i købet i ophedede situationer være udsat for et stort indre og ydre pres.

Endvidere kritiserede han, at EU\'s bemærkninger i en fælleserklæring om at frihedskæmpere ikke er terrorister og om visse garantier for ytringsfrihed ikke er medtaget i lovteksten. Det er kun i lovens forarbejde, der er henvisninger til EU-Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme af 6.12.01, og (især) den dertil knyttede fælleserklæring fra rådsmødet den 6.-7.december 2001, der begrænser rammeafgørelsens anvendelsesområde.

Justitsministeriet mente det var nok at anføre, at bestemmelserne i den ny § 114 skal fortolkes i lyset af denne rådserklæring. Men man bør ikke ”lovgive i bemærkningerne” kommenterede Ole Espersen. Lic. jur. Preben Wilhjelm rejste en lignende kritik. Han påpegede modsætningen i, at terrorparagraffens nye formulering blev begrundet med, at den var et forsvar for vore demokratiske institutioner og at dette på den anden side ikke var nævnt i den ny § 114. Her tales blot om angreb på ”strukturer” som værende terror - helt uafhængig af landets styreform. Altså også i tilfælde af, at det er et opgør med et despotisk og undertrykkende styre. Som f.eks. ANCs daværende kamp mod Apartheid styret i Sydafrika. Dels indgår det i loven, at enhver form for støtte her i landet til sådanne modstandsbevægelser skal straffes, økonomisk støtte (dog kun med op til ti års fængsel) og anden form for støtte (dog kun op til seks års fængsel). Dels er det globale perspektiv, at vi kan blive forpligtet til at udlevere folk, som har bekæmpet deres hjemlands diktatoriske styre.

Preben Wilhjelm har andetsteds foreslået en enklere terrorisme-definition:

Terrorisme, forstået som voldelige handlinger, er fortrinsvis rettet mod tilfældige sagesløse i den hensigt at sprede frygt og derved tiltvinge sig politiske indrømmelser.

Den anden nyhed i § 114 er forhøjelsen af strafferammen til livstid for de nævnte lovovertrædelser, hvis de er et led i terrorisme. (Ellers gælder de hidtidige strafferammer).

§ 114 a og b er det punkt, hvor venstrefløjens hidtidige praksis er nærmest på en kollisionskurs med de nye bestemmelser. Dele af vort solidaritetsarbejde med forskellige befrielsesbevægelser kan med ond vilje rammes efter disse bestemmelser. Både pengeindsamlingerne og oplysninger om befrielsesbevægelsernes formål, teori og praksis.

Ved samme lejlighed – Anti-terror pakkens vedtagelse - indførtes der også et par andre justeringer i straffeloven (i §§ 183, 192 og 306).

Kampen mod terrorisme i praksis skal i sagens natur først og fremmest føres af forskellige politi-enheder. I første omgang skal mistænkte opspores af PET (Politiets Efterretningstjeneste) og evt. sluttelig anholdes af anti-terrorkorpset Aktionsstyrken. Undervejs i denne proces samarbejdes der selvfølgelig med andre dele af politiet og andre myndigheder. Både udenlandske og hjemlige. Herhjemme er det nogle af Forsvarets enheder (FE (Forsvarets Efterretningstjeneste), bombeeksperterne i Farum, helikopterenheder, og Jægersoldater, Frømandskorps og visse Hjemmeværnsenheder), samt f.eks. Udlændingestyrelsen og nogle ministerier.

De ser i al korthed sådan ud:

Internetudbydere og teleselskaber skal registrere (logge) al trafik og gemme resultaterne ét år. Endvidere kan de såkaldte snifferprogrammer tages i anvendelse mod private computere. Politiet kan hermed sikre sig viden om, hvem der kommunikerer med hvem, og hvad computeren indeholder. Endvidere kan politiet i højere grad lave hemmelige ransagninger og aflytninger

Politiets efterforskningsskridt giver under bestemte betingelser mulighed for indgreb i den grundlovssikrede personlige frihed.

Grundlovens § 72 er central for denne, og paragraffen lyder:

Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf-, og telefonhemmeligheden må, hvor ingen anden lov hjemler særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Politiets efterforskningsbeføjelser er bestemte gennem Retsplejeloven mm., og er gennem årene løbende blevet ændret, og udvidet. Anti-terror pakkens nye bestemmelser har for så vidt kun skærpet nogle af bestemmelserne. Men lidt ondskabsfuldt udtrykt, så har lovændringerne måske bragt nogle politi-enheders hidtidige praksis i overensstemmelse med de nu vedtagne bestemmelser. F.eks. på ransagningsområdet og ved dataaflæsning. I det følgende prøver vi at give en oversigt over alle – både gamle og nye - efterforskningsskridt. De bruges selvfølgelig først og fremmest i den almindelige kriminalitetsbekæmpelse. Der er grund til at nævne, at Politiets Efterretningstjeneste stort set kun har de samme efterforskningsmuligheder som det øvrige politi. Men ved indsættelse af agenter, og ved registrering har PET udvidede beføjelser, se senere.

Der er kun sket visse, men vigtige ændringer som følge af anti-terror lovgivningen, hvilket fremgår af nedennævnte gennemgang af politiets samlede efterforskningsmuligheder.

De mere almindelige :former er:

Afhøringer af implicerede og vidner. Gerningsstedsundersøgelser efter Spor Dvs lede efter DNS-test, blodspor, sål- og dækaftryk, bid, opkast, spyt, skud mm. Ved alvorligere forbrydelser involveres teknikere fra kriminalpolitiet og deres laboratorier.

Koster

Koster er ting, der er stjålet eller røvet (tyvekoster), produkter af ulovlig virksomhed (f.eks. falske penge) og ting, der omgås ulovligt med (hittegods, ved bedrageri mm). Gennem forskellige former for koster registrering kan gerningsmanden evt. spores.

Besigtigelse

Det sker gennem patruljekørsel – færdselskontrol – observationer (herunder foto-/video-optagelser af demonstrationer) skygninger og overvågninger på offentlig tilgængelige steder. Og så de lidt mere nærgående efterforskningsskridt:

Observation,

herunder skygning. Observationen kan også finde sted på ikke-offentlig tilgængelige steder og kaldes så for et særligt kvalificeret indgreb. I disse tilfælde skal observationen så ske efter nærmere regler, f.eks. ved anvendelsen af fotoapparat, videokamera mm ved observation af personer på private områder.

Kommentar

Observation med det blotte øje af et ikke frit tilgængeligt sted er derimod tilladt uden videre. Det samme er anbringelse af en pejlesender uden på en bil, hvis den er offentligt parkeret. Denne form for elektronisk skygning blev tilladt af Vestre Landsret i 1996, da retten sidestillede denne form for skygning med den traditionelle skygning.

Personkontrol

Ved siden af besigtigelse og observation findes også regler for en mere nærgående personkontrol gennem visitation legemsundersøgelse – fingeraftryk personfotos til fototeket – blodprøver – DNA-tests mm.

Indgreb i meddelelseshemmeligheden

Den foregår efter nærmere regler og forudsætter en forudgående retskendelse eller evt. senere godkendelse. Som hovedregel skal de formodede lovovertrædelser have en alvorlig karakter med en flerårig straframme. Efter afslutningen af det tidsbestemte indgreb i meddelelseshemmeligheden skal der gives underretning om indgrebet.

Kommentar:

Fra denne regel findes der et par undtagelser, og de har gennem årene været flittigt brugt. Undtagelsesreglen er derved blevet til en hovedregel. Det er formentlig de færreste, der har fået underretning om et gennemført indgreb i deres meddelelseshemmelighed. Der er tale om forskellige indgreb, afhængig af meddelelsesmåden. På grund af den hurtige teknologiske udvikling suppleres indgrebsmulighederne jævnligt.

a. Telefonaflytning

De oprindelige bestemmelser vedrørte samtaler på fastnet telefoner og telegrammer. Senere udvidedes området til andre lignende kommunikationsformer i takt med deres fremkomst (telex – fax - personsøger – videomøder og e-mail. Samt mobiltelefoner, se neden for). Udbyderne af disse tjeneste er og var forpligtet til at hjælpe politiet med at bryde meddelelseshemmeligheden under ganske bestemte betingelser og efter dommerkendelse. Den var i øvrigt forholdsvis nem at få. En lidt ældre undersøgelse viser, at dommerne imødekom politiets ønske næsten 100%, hvor det bagefter viste sig, at det kun var berettiget i godt en tredjedel af tilfældene.

Tele- eller trafikoplysninger

I takt med den teknologiske udvikling er teleoplysninger blevet et stadigt vigtigere efterforskningsskridt. Trafikoplysningerne fortæller hvem der kommunikerer med hvem og hvornår, og f.eks. om hvilke hjemmesider, der er blevet besøgt. Ændringerne i Anti-terror pakken udvidede de gældende bestemmelser vedrørende telefonsamtaler, aflæsning af e-mail og andet internet-forbrug. Udbydere af telenet og teletjenester skal nu være politi og anklagemyndighed behjælpelig med mere end fremadrettet overvågning. De skal nu registrere og opbevare alle trafikoplysninger ét år tilbage. Det betegnes også som logning.

Kommentarer

Gennemførelsen af bestemmelserne har store praktiske problemer (bagatelgrænsen på 100 tilsluttede rammer mange små udbydere i boligforeninger mm. Bestemmelserne kan endvidere omgås ved f.eks. at bruge offentligt tilgængelige computere, der er tilsluttet internettet, på f.eks. bibliotekerne).

Dataaflæsning

Indholdet af en e-mail kan, hvis den endnu ligger hos udbyderen, udleveres efter reglerne om edition. Hvis den ligger på adressatens computer skal ransagningsreglerne bruges. Politiet kan evt. tage de såkaldte sniffer-programmer i anvendelse hvorved de kan XXXXX

Rigspolitiet har i forvejen en IT-støtteenhed, der årligt behandler omkring 4.000 anmeldelser af forskellige former for it-kriminalitet. Gerningsmænd findes principielt ved at følge de såkaldte digitale spor på internettet eller i computersystemerne. Det er dem som udbyderne nu via logningen skal opbevare for politiet i et år. Adgang til de såkaldte historiske oplysninger sker efter en dommerkendelse, med mindre der er tale om en frivillig udlevering (edition, se senere). Aflytning af radiokommunikation, f.eks. skibsradioer og Walkie – Talkies kræver ikke rettens tilladelse.

Mobiltelefoner

Med mobiltelefonernes hurtige udbredelse er der opstået helt nye muligheder for overvågning, og der gives jævnligt nye regler for, hvordan det må ske. Både gennem lovgivning og ved domstolspraksis. Da mobiltelefoners SIM-kort – og dermed telefonnumre – kan udskiftes, så gives tilladelsen til aflytning til telefonens faste nummer (Emei-nummeret). Dvs det er den givne telefon der aflyttes, uafhængig af dens øjeblikkelige telefonnummer. Senest er reglerne blevet reguleret i anti-terror pakken.

Teleoplysninger

Politiet kan via telefonselskabernes regnskabsføring finde ud af hvilke telefoner en bestemt mobiltelefon har været i forbindelse med i et givet tidsrum. Dvs hvilke apparater, der har kommunikeret med hinanden. Selve indholdet af budskaberne må også her indhentes via aflytninger.

Masteoplysninger

Efter en mastekendelse kan telefonselskaberne (udbyderne) i dag oplyse, hvilke mobiltelefoner der på et givet tidspunkt har benyttet hvilke sendemaster, og har talt sammen. Politiet kan herved nogenlunde angive en mistænkts position på et givet tidspunkt. Det har politiet benyttet sig af både i ”Rockerkrigen” og ved økonomisk kriminalitet (Thorsen-sagen). Den nuværende teknologi på området muliggør også skygning ved brug af sendemaster idet udbyderne kan cirka stedsangive hvor en tændt mobiltelefon befinder sig i bestemte tidsrum (inden for en radius af et par hundrede meter). Denne form for skygning anses ikke som værende et indgreb i meddelelseshemmeligheden og kræver ikke en retskendelse. Politiet kan få de ønskede oplysninger via reglerne for edition.

Aflæsning af SMS-beskeder følger reglerne for aflytning.

Satellitbårne telefoner. Det er transportable telefoner der via radiosignaler til kommunikationssatellitter og disses jordstationer kan tale med andre telefoner. De er uafhængige af den lokale infrastruktur og kan således bruges over alt på jorden. Det er ikke teknisk muligt for almindeligt politi at aflytte dem, men avancerede militærenheder kan, jvf. USA i Afghanistan. Om den tidligere, nu udbyggede lyttestation under Forsvarets Efterretningstjeneste i Hjørring har en sådan kapacitet vides ikke.

b. Anden aflytning end telefonaflytning, også kaldet Rumaflytning (selv om aflytningen også kan foregå i det fri). Det er den stærkeste form for indgreb i meddelelseshemmeligheden, og må som sådan kun anvendes i de tunge sager. Hvis politiet har fået tilladelse til at benytte foto-, video- og/eller aflytningsudstyr, må det også uden videre evt. skaffe sig hemmelig adgang til et ikke offentligt tilgængeligt område for at installere apparaterne. Dem er der mange typer af, f.eks. tilsluttet til eller indstøbte i elektriske installationer eller batteridrevne, evt. indbyggede i møbler eller anden bohave. Anbragt i huller, boret fra tredjemands lokaliteter. De kan være automatiske eller fjernbetjente. De opfangne signaler kan videresendes via kabler eller en lille radiosender.

Aflytningsudstyret kan også anbringes på en tilstedeværende person. Der er gerne tale om en dyr, mekanisk (fjederdrevet) Nagraoptager, hvis mikrofon ofte fastgøres på vedkommendes underarm under skjorten.

Kommentar

Disse former for aflytning er underlagt regler og kontrol, der formentlig nogenlunde overholdes. Ved siden af findes der ulovlige aflytninger. De kan foretages af forskellige grupper og personer. I Danmark kender vi både til rumaflytningen af kommunisten Alfred Jensen i 1950`erne og CIAs rumaflytning af vietnamesernes informationskontor i begyndelsen af 1970´erne.

c. Brevåbning/brevstandsning

Breve og pakker kan kortvarigt og hemmeligt åbnes så politiet kan se indholdet. Skønnes det nødvendigt kan forsendelsen evt. standses efter domstolskendelse.

Kommentar til a, b og c.

Antallet af forskellige indgreb i meddelelseshemmeligheden stiger år efter år. I 2001 kom politiet med næsten 400 flere anmodninger end i år 2000. Det samlede antal nåede i 2001 op på 2.050. Domstolene gav næsten tilladelse til alle, til 2.023 indgreb. Heraf var de 1.100 tilladelser til telefonaflytning. Mange af indgrebene – næsten halvdelen – foregik i forbindelse med narko-efterforskning.

Ransagning

Herved forstås politiets undersøgelse af bolig og andre lokaliteter eller genstande (herunder papirer, disketter, harddiske mm). Den kan ske efter rettens forudgående kendelse eller evt. efterfølgende godkendelse. I følge retsplejeloven skal der efterfølgende gives underretning om ransagningen. Men politiet fik i 1997 i forbindelse med rockerkrigen tilladelse til at gennemføre hemmelige ransagninger. I anti-terrorpakken har politiet på en række områder (Forbrydelser mod statens sikkerhed, mod statsforfatningen og mod de øverste statsmyndigheder. Endvidere: Ved brandstiftelse, sprængning mm, flykapring, forgiftninger, drab mm) fået udvidede beføjelser ved ransagninger. Politiet kan nu gennemføre gentagne og (evt.) hemmelige ransagninger i henhold til samme dommerkendelse. På de øvrige straffelovsområder gælder de gamle regler: Én ransagning pr. kendelse, gældende fire uger ad gangen.

Kommentar

I 2001gav domstolene tilladelse til at gennemføre 29 hemmelige ransagninger. Seks gange var det hos personer, der ikke var sigtede. I forbindelse med debatten om PET i 1998-99 kom det frem, at en gruppe almindelige politifolk i deres fritid foretog hemmelige ransagninger for PET, selv om der ikke forelå en domstolstilladelse.

Beslaglæggelser

Politiet beslaglægger når de fjerner og tilbageholder værdier eller genstande i forbindelse med efterforskning af en straffesag. Det sker ofte i forbindelse med en ransagning.

Edition

Edition er på en måde et mere blidt alternativ til ransagningen. Det er en pligt for ikke-mistænkte personer til at forevise eller udlevere genstande (f.eks. billeder, dokumenter, teleselskabernes kundeoplysninger m.v.) i forbindelse med politiets efterforskning af en straffesag. Hvis der ikke sker en frivillig edition kan politiet evt. få en kendelse fra retten.

Kommentar:

Politiet har opnået frivillige editioner med trussel om (at forsøge) at få en ransagningskendelse. Politiets editionskrav kommer jævnligt i konflikt med mediernes ønske om og pligt til kildebeskyttelse. Endvidere frygter medierne for deres uafhængighed og bevægelsesfrihed, hvis de gennem editionskrav bliver mere eller mindre faste leverandører til politiets efterforskningsarbejde. Andre efterforskningsmuligheder:

Ved terrorhandlinger

Ved efterforskning af terrortrusler eller –handlinger lægges der tillige vægt på at sammenligne tidligere indsamlet viden om strategier, aktiviteter og såkaldte modus operandi (arbejdsmåder) med den aktuelle begivenhed for at indkredse eventuelle gerningsmænd. Denne viden kan stamme både fra politiets egen efterretnings- og efterforskningsvirksomhed, fra eksperter og fra det internationale politi- og efterretningssamarbejde.

Agenter

Politiets legale brug af agenter var oprindelig stærkt begrænset og koncentreret til narkoforbrydelser. Men den ny Rockerlov tillader en vis brug af civile agenter fra de kriminelle miljøer, mulighed for nægtelse af aktindsigt og mulighed for anonyme vidneudsagn. Loven gælder ikke blot rocker-kriminalitet, men for alle der begår eller mistænkes for at begå kriminalitet med en strafferamme på over seks år, dvs den gælder også i forbindelse med anti-terror lovgivningen.

Kilder

Det lokale politi har ofte et udbygget kilde-net af meddelere i de rette miljøer. Politiets Efterretningstjeneste har på sit område en særlig ret til at operere med agenter og kilde-net efter nærmere regler og tilladelser. (Se De hemmelige Tjenester, Demos 1998).

Registre

De forskellige politienheder har ligeledes adgang til en række registre: CPR, Motorregistret, Fingeraftryksregistret, DNA-Profil Registret, Det Centrale Kriminalregister, der består af et Afgørelsesregister og et Efterforskningsregister, Pas-registret, blodregistre på Statens Seruminstitut og landets hospitaler mm.

Efterforskningsregistret er langt større end Afgørelsesregistret idet der her også registreres personer, der ikke er dømte, personer med frafaldne sigtelser og frifindende domme. Omfanget kendes ikke, ej heller hvor mange uskyldige der er registreret her. I de to Fingeraftryksregistre er der registreret omkring 460.000 personer, heraf små 60.000 asylansøgere i den såkaldte B-fil. DNA-Profil Registret, der blev oprettet i år 2000, rummer profiler fra små 2.000 personer, hvoraf små 400 ikke er dømte. Altså uskyldige efter sædvanlig dansk retsopfattelse. I modsætning til denne opfattelse foreslog Dansk Folkeparti for nylig at alle danskeres DNA-Profiler bliver registreret. Politiets Efterretningstjeneste, PET, har ret til at føre deres egne registre, både centrale og mere individuelle arbejdsregistre. Her må de anføre oplysninger om de mistænktes etniske, politiske, religiøse og seksuelle forhold, hvis det er påkrævet. Det er forbudt for det almindelige politi, der kun må registrere personers lovovertrædelser og anden kontakt med politiet.

De mange lovændringer har medført en situation som juraprofessor Eva Smith karakteriserer ved, at Politikerne har kastet os ud på en meget ubehagelig glidebane, hvor retssikkerheden på helt afgørende områder sættes over styr.

Note 1: Undtagelser fra anti-terrorlovgivningen. Demonstrationer mod topmøder mm er ikke omfattet af terrorismebestemmelserne, selv om der evt. begås lovovertrædelser i forbindelse hermed.

Deltagelse i faglige konflikter og eventuelle lovovertrædelser der måtte blive begået som led heri vil heller ikke være omfattet af disse. Det betyder i praksis, at evt. lovovertrædelser har de hidtidige straframmer, og ikke de nye, forhøjede.

Note 2: Lidt om EU\'s liste over terrororganisationer mm

Listen vedtages af Rådet, men der nedsat en ad hoc arbejdsgruppe (et såkaldt Clearing House), der gennemgår de forskellige forslag til optagelse på terrorlisten og vurderer om de foreslåede personer og organisationer skal indgå i ad hoc gruppens forslag til Rådet. De allerede opførte personer og enheder skal underkastes regelmæssige gennemgange (mindst hvert halve år), og evt. slettes.Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet skal forhindre hvidvaskning af penge og finansieringen af terrorisme. Finansvirksomheder skal undersøge og evt. indberette til statsadvokaturen om mistænkelige transaktioner lige som denne selv skal foretage selvstændige undersøgelser. På denne baggrund har statsadvokaten indledt et forstærket samarbejde med bl.a. Politiets Efterretningstjeneste.